Pia Juul, En flinker fyr (2005).docx - Pia Juul ”En flinker fyr”(fra Dengang med hunden 2005 JEG TÆNKTE Hvis han siger »flinker fyr� eller

Pia Juul, En flinker fyr (2005).docx - Pia Juul ”En...

This preview shows page 1 - 2 out of 3 pages.

Pia Juul: ”En flinker fyr” (fra Dengang med hunden , 2005) JEG TÆNKTE: Hvis han siger »flinker fyr« eller »grimmer én« en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet. »Men Kalle Petersen var ikke en af jeres nære venner?« sagde betjenten og så på mig, som om han på den måde kunne undgå Orla. »Nej,« sagde jeg. Men samtidig rykkede Orla stolen tilbage, så den skramlede, og jeg kunne se på hans blik, at han var lige ved at græde. »Nære venner!« sagde han, og det lød alt for højt i vores køkken. »Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har taget os en bajer i baghaven søndag formiddag, og det bliver man måske ikke »nære venner« af, men han var en flinker fyr, var han, og jeg er parat til at besvare alle spørgsmål, jeg vil gerne hjælpe; jeg vil ...ja...« Da han sagde »flinker fyr«, rejste jeg mig op. Jeg fik sådan en kvalme, men jeg skreg selvfølgelig ikke. Jeg stillede mig hen til vinduet og kiggede over på Kalles hus. »Men du var jo ikke hjemme i går, Orla,« sagde jeg. »Nej, men du var! Så du slet ikke noget?« Han så så fortvivlet ud, at jeg snart ikke kunne bære det et øjeblik længere. Jeg så undskyldende hen på betjenten, men jeg vidste ikke, hvad det var jeg skulle undskylde. At min mand var følsom? Det talte ikke ligefrem til min egen ære, at det ikke rørte mig en fjer, at Kalle var blevet slået ihjel. Og han havde endda kysset mig engang til en gadefest. Det var mange år siden og ikke noget interessant kys. Det ville sikkert chokere Orla, men næppe interessere betjenten. »Det er en grimmer én,« sukkede Orla, da han havde lukket hoveddøren efter betjenten. »Nej, men Orla!« sagde jeg bebrejdende. Kunne han da slet ikke høre sig selv? »Hvad?« sagde han og standsede midt på sin vej hen til bordet. Jeg nænnede ikke at svare. »Hvad?« gentog han forvirret og dumpede tungt ned på plasticsædet, der hvislede luft ud under ham. Han var helt stiv i ansigtet.

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture