Revolutionere for ligesom en gud at omskabe

This preview shows page 12 - 13 out of 28 pages.

revolutionere for ligesom en gud at omskabe menneskene i sit billede … indtil man en dag standses af en stemme fra dybet af sit indre, en stemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den dag kender man intet andet spørgsmål end netop dette ene. Fra hint øjeblik er ens eget, sande jeg blevet den store sfinks, hvis gåde man forgæves stræber at løse. Mit sande jeg? … Den mand, der i morges i det tætte snefald gik op og ned ad en og samme gade, op og ned, op og ned, forstemt, bitter, så uendelig led ved livet og dets besvær … var det mit sande jeg? Eller den, der i skumringen sad med børnene omkring sig og lo og fortalte historier og morede sig selv med at lade haner gale og svin snøfe og de små mus pibe ynkeligen under kattens klo … var det mit sande, mit egentlige jeg? Eller den, der nu sidder her alene ved lampen i den sene afentime, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede fred i sit indre, som kun natten og ensomheden skænker … er det mig, mig selv, sådan som jeg udgik fra naturens hånd, uforvansket, ubesmittet? Det, vi kalder vor sjæl, er det bare noget forbigående, et resultat af vor nattesøvn og vor avislæsning, afhængig af barometerstanden og smørpriserne? Eller er forklaringen den, at vi har lige så mange sjæle i os,som der er brikker i en gnavpose. Hver gang posen rystes, kommer en ny til syne: En nar, en hugaf, en natugle. Jeg spørger! Jeg spørger! Jeg har intet håb om at finde svar og kan dog ikke lade være at søge. Jeg véd, at jegigen i morgen og i overmorgen og indtil mine dages ende vil sidde således ensom under lampen og føre enetale med mig selv, tage alle den forløbne dags begivenheder for mig én efer én, alle mine indtryk fra naturen, mennesker, bøger, alle mine tanker, alt, hvad jeg har følt og fundet … for ud af det alt sammen at forsøge at danne mig et billede af eller blot en art forestilling om mig selv og derigennem om de andre mennesker og om historien og om de usynlige ting. Jeg véd, der findes intet mere vanvittigt. For hver dag, der går, bliver jeg mig selv mere fremmed. Og dog kan jeg ikke lade være at håbe. Og dog bliver jeg ved at søge. H.P.Bragt i Politiken 12. marts 1897PolitikenHvordan skal man agere i alle disse krav?Der er ikke nogen løsning, som der er i naturvidenskaben.Noter til teksten:Ung, ubeskedne fordringer til tilværelsens styrende magter, åbenbare sig for en, hemmelighedsfuldhedens slør, hvorunder de virker, fornærmelse, forlanger at kontrollere, korrigere, verdensmaskineri, betragter sig selv som betydningsfuldt led, ældre og nøgtern, verdensgåden, nød man ikke kan knække, utålmodighed, prøver at finde sammenhæng med mennesker og deres historie, lovene og udviklingen, mening med livet og mening med deres kamp og liden, ser sig selv med besiddelse af evner og kræfer, et kald, reformere og revolutionere, skabe menneskene i sit billede som Gud, indre stemmer der spørger ”men hvem er du selv?”,derefer intet andet spørgsmål, eget sande jeg, sfinks, gåde forgæves stræber efer at løse, mand i snevejr, op og ned ad samme gade, forstemt bitter, uendelig led ved livet og dets besvær, er det mit sande jeg? Den

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture