S\u00e5dan sad jeg l\u00e6nge og det regnede og reg drev ned over mit ansigt og jeg

Sådan sad jeg længe og det regnede og reg drev ned

This preview shows page 28 - 29 out of 61 pages.

ypperste nydelse, når den trænger ind i mig? Sådan sad jeg længe og det regnede og regnen drev ned over mit ansigt og jeg smagte på den; jeg suttede på mine snavsede fingre. Herefter i rask tempo over til den gamle sølvløn. Min trøst, mit anker. Græde lettet og banke det trætte hoved ind mod stammen. Blade daler stilfærdigt. Solen bryder frem. Et øjeblik syntes alt at hænge sammen, at være som det skal være; jeg betragtede trækronernes skygger på stien, jeg så hvordan vinden bevægede løvet højt oppe, lysfaldet; denne hurtige skiften mellem flimrende sollys og tæt mørke, og lyden, sagte knitren, hvisken og mumlen, så beroligende; mit hjerte var vitterligt ved at flyde over. Jeg er kold og varm, også da var jeg kold og varm, kirkeuret slog ti i det samme, jeg trykkede min mund mod en vildfaren gren, bad for mit liv og begyndte at gå, denne tirsdag forbi rosenbedene og den lille dam med åkander. Et barn lå på maven og samlede kviste op afvandet. En ung mand var opslugt af at fotografere væksthuset. Gartneren kørte gødning ud på en lille vogn. Jeg satte mig på hug og stak begærligt næsen i en rose. Da jeg rejste mig op, så jeg dig for allerførste gang. Du stod lænet op ad redskabsskuret med lukkede øjne. Din hud var meget hvid. Du så lykkelig ud. Så åbnede du øjnene, kneb dem sammen og så på mig. Jeg må have stirret himmelfalden på dig. For du smilede forlegent og gjorde denne her lille bevægelse med hånden, som jeg senere skulle drømme så længselsfuldt om, næsten en vinken, men alligevel ikke; en bydende bevægelse, graciøs, undskyldende, kejtet som en rødmen. Jeg stod med øjnene boret ind i din ryg, mens du gik væk. Dine skridt var lette og fjedrende. Jeg satte mig på en bænk. Og hørte tydeligt, hvordan egetræets agern uafladeligt ramte jorden med små smæld bag mig. At gå under store træer. Det fremkalder en øjeblikkelig, kontant lykkefølelse i mig, som jeg har så forfærdelig meget brug for. Det blev onsdag, jorden var stadig fugtig efter nattens regn, en grå dis lå over haven, og jeg omfavnede den knudrede løn, pressede brystet ind mod stammen, forsøgte at få kontrol over min vejrtrækning. Det er altid særlig slemt om morgenen. Så fik jeg i det yderste af mit synsfelt øje på noget mørkt o& uroligt, der standsede op. Din frakke. Dér stod du og så på mig. Du havde en blå, ulden hue trukket ned over ørene. Du så undersøgende på mig, med hovedet på skrå. Jeg nikkede til dig. Igen denne bevægelse med hånden, og så var du væk. Jeg fortsatte ikke min vandring i haven. Jeg lagde mig ikke bag bregnerne nede ved søen. Jeg besøgte ikke roserne, ikke blåregnen, jeg samlede ikke snebær op fra jorden, jeg kyssede ikke de første kastanjer. Derimod svedte jeg som en hest og gik hjem. Underligt nedbøjet, forvirret, pinligt berørt. Men også med nye tegn i kroppen, der næsten overdøvede blodets susen, smerterne fra hjerteregionen, fornemmelsen af at falde og de sædvanlige frygtsomme tanker, som så følger med. Jeg gik hjem og tog mit lem i hånden. Jeg var varm og kold. Jeg kunne ikke blive træt af at trække forhuden tilbage og klemme til, min hånd rasede frem og tilbage. Jeg sank sammen i den klistrede sø på gulvet. Senere kom aftenen, tidlig og blå. Og det skulle vise sig, at jeg

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture