Han havde talt med dyb veneration 24 om provsten og

This preview shows page 9 - 11 out of 16 pages.

Loewenhielm, uventet kommet på besøg. Han havde talt med dyb veneration 24 om provsten, og hun udbad sig tilladelse til at tage ham med. Det ville sikkert gøre ham godt, skrev hun, for den kære drengs humør var lidt langt nede. Martine og Filippa kom derved til at min- des den unge officer og hans besøg, og det lettede lidt på deres øjeblikkelige uro at snakke om de gode, gamle dage. De skrev tilbage, at general Loewenhielm skulle være velkommen. Derefter kaldte de Babette ind og fortalte hende, at de nu blev tolv til midda- gen og, tilføjede de, deres nyeste gæst havde boet i Paris i adskillige år. Meddelelsen lod til at glæde Babette, hun spurgte ud om gene- ralen, hans karriere og ophold i Paris og for- sikrede, at der nok skulle blive mad til alle. De to værtinder traf deres små forbere- delser i dagligstuen – i køkkenet og spisestu- en vovede de ikke at sætte deres ben. Ba- bette havde på mystisk vis opsnuset en kok- kedreng fra et skib i havnen – samme dreng, der havde bragt skildpadden, opdagede Mar- 24 Veneration: ærbødighed, ærefrygt 9
tine – til at gå til hånde i køkkenet og varte op ved bordet, og den mørke kvinde og den rød- hårede dreng havde nu – som en heks med sin tjenende ånd – taget det meste af huset i besiddelse. De to søstre turde end ikke tænke på, hvilken ild der havde flammet og hvilke kedler der havde boblet ude i køkkenet siden før daggry. Martine og Filippa gjorde deres bedste for at smykke det område, der var ladt tilovers til dem. Hvilke ubehageligheder deres gæster end kunne komme ud for – fryse skulle de i al fald ikke; søstrene havde fodret den mægti- ge, gamle ovn med birkeknuder hele dagen. De hængte en krans af enebær omkring de- res fars billede på væggen og stillede et par lysestager på deres mors lille sybord under det. De brændte enebærkviste af for at få en god duft i stuen. Og alt imens tænkte de på, om kanen mon i dette vejr kunne komme igennem fra Fossum. Da alt var rede, tog de deres gamle, sorte søndagskjoler på og guld- korsene fra deres konfirmation. Så satte de sig, foldede hænderne i skødet og gav sig Gud i vold. De gamle brødre og søstre ankom i små klynger og trådte ind i stuen, langsomt og højtideligt. Denne lave stue med det nøgne gulv og de få møbler var provstens disciple dyrebar. Udenfor dens vinduer lå den store verden. Set her indefra var den store verden om vin- teren så smukt kantet med lyserødt, blåt og dybrødt af hyacinterne i vindueskarmen. Om sommeren, når vinduerne stod åbne, var den store verden omgivet af en blødt viftende ramme af hvide musselinsgardiner 25 . Og på denne aften blev gæsterne på dørtærskelen mødt af dejlig varme, festligt lys og gode dufte, og de så lige ind i deres el- skede mesters ansigt, bekranset med evig- grønt. Deres hjerter – og deres forfrosne fingre – tøede op. En meget gammel broder istemte efter et øjebliks tavshed med skælvende stemme en af mesterens egne salmer: ”Jerusalem, min lykkes hjem, du evigt kære navn – ” 25 Musselin: tyndt, fint uld- eller bomuldsstof En for en faldt de andre stemmer ind, spinkle, rystende kvinderøster, dybe brummelyde fra

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture

  • Left Quote Icon

    Student Picture